Køreprøven

At tage kørekort og komme til køreprøve, er en oplevelse, som du vil huske resten af livet.

Det har altid været svært at komme igennem køreprøven uden at dumpe. Har du valgt at tage dit kørekort i Aarhus, vil udfordringen selvfølgelig være større, da en storby i sagens natur giver langt flere forskellige trafikale situationer, du skal kunne klare.

Når først du og din DRIVERZ kørelærer er enige om, at du skal op til prøven, er det fordi, du har vist, at du har de færdigheder, der skal til for at bestå. Herefter skal du klare en lille halv times kørsel med politiets sagkyndige ved din side i stedet for din kørelærer.

Og her er det så desværre, at filmen knækker for nogle. De oplever, at det slet ikke fungerer på samme måde til køreprøven, som når de kører med deres kørelærer til en normal lektion. De dumper ofte på fejl, som de aldrig har begået før, og som de efter prøven kun kan ryste på hovedet af, fordi det er indlysende, at det var forkert, og fordi det var en fejl man let kunne have undgået.

Så hvordan undgår du at blive en af dem, der får en dårlig oplevelse til din køreprøve ?

Det er ikke det du har lært, der er forkert.
Det er ikke det du kan, der ikke er godt nok.
Det er ikke dine evner der svigter.
Det er det du TÆNKER, der er afgørende for, om det går godt til prøven !

Problemet for de fleste, der ikke består, er at de faktisk tænker FOR MEGET !

Du har garanteret oplevet at skulle læse en vigtig tekst til skolen, og komme helt ned i bunden af teksten, bare for at tænke: “Årh for pokker, hvad stod der egentlig i den tekst… ?”

Man har set teksten, og læst ordene, men fordi man også tænker på mange andre ting i ens liv, har man ikke i første omgang fået fat i, hvad der egentlig var budskabet i teksten. Herefter starter man igen, og prøver at forstå mens man læser teksten.

Det samme sker for mange til køreprøven.

Man føler der er så meget, man skal huske, og hvis man forsøger at få et overblik oppe i hovedet, virker det næsten uoverskueligt og umuligt at huske det hele. Det stresser, og når man dertil lægger alle de historier, man har fra venners dårlige oplevelser til køreprøver, og ens eget ønske og ambition om at gå glat igennem, så kan man blive unødvendigt nervøs. Så der skal ikke så meget til, før man laver en dum fejl og dumper.

For at du kan bestå første gang, skal du selvfølgelig have prøvet at være i en situation som den, du er i til køreprøven. Du og din kørelærer skal aftale en tur, hvor I IKKE taler om, hvad det er rigtigt og forkert, mens du kører. Det skal være DIN beslutning, hvordan hver enkelt situation skal klares. Du skal heller ikke undervejs bekræftes i, om du gør det rigtige, eller have svar på evt. tvivlsspørgsmål. På den måde kan du bedst finde ud af, hvor du er usikker, og om du er helt klar til den rigtige prøve.

Når du så endelig sidder der, i skolevognen med den prøvesagkyndige, skal du vide, at han sætter sig i bilen med et ønske om, at du består. Han sidder der ikke for at finde noget at dumpe dig på! Han må heller ikke give dig misvisende eller forkerte vejledninger undervejs, blot for at teste om du kan reglerne. Han har pligt til at vejlede på en positiv og letforståelig måde og skabe en behagelig stemning i bilen, så du stille og roligt kan vise, at du er klar til at køre i trafikken på egen hånd.

Til køreprøven kører du for første gang med det fulde ansvar, og uden skoleskilte.

De sidste ti minutter før prøven er som regel det tidspunkt, hvor man mærker nervøsiteten mest. Men i stedet for at frygte prøven skal man prøve at tænke på det som en spændende og enestående oplevelse, man skal igennem, og forsøge at være nærværende og positiv.

Når først du er kommet godt af sted med sagkyndige, er din VIGTIGSTE opgave at barbere ned på alt for meget tankevirksomhed. Ingen grund til at tænke på skjulte højrevigepligter, eller det man skal huske i parallelparkeringer, hvis nu man alligevel ikke bliver udsat for det. FOKUSER derfor på vejen foran bilen. Nøjes med at tænke 100 eller 200 meter længere frem. FOKUSER og OPFAT hvad du ser på vejen, hvor du skal køre om lidt.

Pointen er, at hvis du nøjes med at sætte ord på de næste par hundrede meter foran bilen, så vil det glide nemt for dig, og udfordringerne vil være få og lette at klare. Hvis du derimod ikke kan de lægge tanker fra dig, som ikke er relevante her og nu, så risikerer du, at det hele brænder sammen.

Typisk kan man komme til at lave en fejl, og kan ikke slippe den med tankerne. Man tænker at man nu nok er dumpet, eller den sagkyndige vist er sur, eller lignende. I sådan en situation, kunne man evt. sige til den sagkyndige, at man godt er klar over man lavede fejlen. På den måde får man det ud af tankerne, og samtidig gjort opmærksom på at man er bevidst om sin kørsel, og hvad man laver.

Smid ikke det hele fra dig undervejs til prøven. Hold dig koncentreret og fokuseret helt til sagkyndig har dirigeret dig tilbage, og bedt dig standse motoren. Vis det bedste du kan, så længe som muligt. En god og sikker afslutning på prøven kan være lige præcis det, der gør, at du får kørekortet med hjem.

Undgå fejl i standardsituationer

Vær til prøven opmærksom på ikke at fejle i følgende standardsituationer:

IGANGSÆTNING
Lav ALTID orientering og tegngivning, når du sætter i gang (eller standser). Vent med at blinke, til du kan køre – IKKE mens der er bagfrakommende biler og cyklister!

LIGEUD KØRSEL
Når du bare kører ligeud, så er der to vigtige ting: Din HASTIGHED og PLACERING.
Er du i tvivl om hvor hurtigt du må køre, så kig efter tavler med hastighed. Hvis IKKE du ser tavler, så kør max 50 km/timen (80 km/timen udenfor tæt bebyggelse). Brug gerne 4. gear ved 50 km/timen og op.
Placer dig i HØJRE BANE, hvis der er flere baner, eller i højre side af vejen, hvis banen er bred.

HØJRESVING
Kør altid TÆT på kantstenen før du svinger. Uanset om der er cykelsti.
Er der cyklister, så kør ind foran dem og luk af, eller kør ind bag dem, hvis de er tæt på krydset.
Tjek straks signalet i lyskryds for evt GRØN PIL.
Når du svinger, så sørg for at lande bilen i nærheden af kantstenen, IKKE ud over midten af vejen.

VENSTRESVING
I lyskryds er det vigtigt at køre til MIDTEN af kryds, eller følge afmærkning med svingbane.
BLIV HOLDENDE midt i venstresving, hvis du ikke har 100% udsyn over modkørende, og vent evt. på, at lyssignalet skifter.
Efter rødt kommer ofte GRØN PIL.

I ENSRETTEDE gader skal du sørge for at svinge til venstre fra venstre side af vejen. Tjek evt om der er opstillet tavlen indkørselsforbud for de modkørende (forbudstavle på gadehjørne, du ser bagsiden).

Hvis du skal til venstre på ringgade eller lignende sted, så placer bilen så hurtigt som muligt i den venstre vognbane. Brug blinklys for at få hjælp af bagfrakommende, men hold din fart oppe. Jo mere du sætter farten ned, jo mindre gider andre bilister hjælpe dig med plads.

Finder du ikke plads, så fortsæt lige ud.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ
Fodgængere der vil over fodgængerfelter!
Du skal så vidt muligt KUN holde tilbage for fodgængere i felter, og IKKE ved åbninger i midterrabatter eller lignende.

Hold tilbage for busser der skal sætte i gang. HUSK at pligten kun gælder de gule bybusser.

STOP for gult lys! Men kig i dit spejl ved opbremsning !
Det er svært at sige præcis, hvornår du skal stoppe, og hvornår du skal køre, da din hastighed og afstand til kryds er afgørende, men en god tommelfingerregel i bykørsel er at, hvis du ser det bliver gult, og du kan nå at tænke: skal jeg stoppe eller køre? Så er det fordi du kan nå at stoppe.

SIDEAFSTAND
Ofte kommer man i midtbyen på steder med parkerede biler og ikke meget plads. Kommer der en modkørende, er den mest almindelige fejl, at man ubevidst trækker til højre for at lave plads for modkørende, hvorved man rammer sidespejl på parkeret bil. FOKUSER på din egen afstand til biler i HØJRE side, og lad modkørende klare sig selv!

HØJRE VIGEPLIGT
Sagkyndig skal som regel lige tjekke om du kender højre vigepligt.
Husk at de IKKE kan dukke op alle steder. Men vær opmærksom på dem i boligområder, og de små gader i midtbyen.

INDKØRSELSFORBUD
Mange af dem, der dumper, har glemt at løfte blikket op i den højde, man finder færdselstavler, og opdager derfor for sent tavler med indkørselsforbud. Disse skal du være særligt opmærksom på i de små gader i midtbyen.

Hvis du kan holde styr på dine tanker, og ikke lave væsentlige fejl i standardsituationer, har du alle muligheder for at bestå prøven i første forsøg.

Prøv også at TÆNKE kørsel. Betjening af bilen, og forskellige trafiksituationer tænkes igennem hjemme på værelset. Jo mere du tænker inden du kører, jo mindre skal du tænke imens du kører.

God fornøjelse og held og lykke til prøven!

Med venlig hilsen

DRIVERZ


  • BRUG FOR HJÆLP?

    Ring på 28 12 03 64 eller udfyld kontaktformularen!

  • FINANSIERING

  • FØRSTEHJÆLP